Mens bilkøerne i og omkring de større danske byer bliver længere og længere, er udledningen fra de mange biler blevet sundere for mennesket, men dårligere for naturen. Bilerne udleder færre sundhedsskadelige partikler i forhold til år 2000, men sender mere CO2 ud i luften.
Fra 2000 til 2005 faldt udledningen af kvælstofgasser med fællesbetegnelsen NOX, med 14 procent i de danske byer til knap 24.000 ton om året. NOX kan skade lungerne og give irritation i luftvejene og kan særligt skabe problemer for børn, ældre og astmatikere.
I samme periode blev der fra bilernes udstødningsrør sendt 15 procent færre skadelige partikler ud i den friske luft, mens udledningen af kulbrinter - der bremser for iltoptaget i blodet og gør det sværere at trække vejret - er faldet med 37 procent.
Det viser tal fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) under Aarhus Universitet. Ifølge seniorrådgiver fra DMU, Morten Winther, skyldes den mindre luftforurening, at der er kommet skrappere krav til, hvor meget bilerne må udlede af forurenende partikler.
- Der er kommet lovgivning på EU-plan, der sørger for, at de nye biler skal opfylde nogle skrappere miljøkrav, siger Morten Winther.
Nye katalysatorer og partikelfiltre er med til at gøre de nyere biler grønnere end de gamle.
Knap fem millioner ton CO2 om året
Ifølge tal fra Københavns Kommune er trafikken af biler i den indre del af hovedstaden faldet til det laveste niveau siden 1994. Men samtidig er trafikken ud og ind af kommunen steget med 39,9 procent.
Og generelt er der flere biler i de danske byer. Så selvom bilerne er blevet grønnere , lukkes der mere CO2 ud.
Fra 2000 til 2005 steg udledningen af CO2 i de danske byer med otte procent til knap fem millioner ton om året.
Et ton CO2 fylder lige så meget som en stor, fyldt luftballon.