Der bliver mere brug for regnfrakker og gummistøvler, når man i fremtiden skal bevæge sig uden for døren. Senest har Jylland været ramt af voldsom regn og åer med vandstand et par meter over det sædvanlige. Og den slags ændringer i vejret kan man godt regne med flere af i fremtiden, skriver avisen 24 Timer onsdag.
Ifølge seniorforsker Torben O. Sonnenborg fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) stemmer ændringerne meget godt overens med fremtidens vejrforhold, der skifter på grund af den globale opvarmning.
»Det bliver varmere i efterårsperioden, og det kommer til at blæse og regne mere. Både når det gælder temperatur, regn og blæst, passer billedet fint med det, vi vil se mere af i fremtiden,« siger Torben O. Sonnenborg til avisen.