Væltede træer, lukkede broer og forhøjede vandstande. Danmark gik ikke ram forbi, da en storm torsdag nat fór hen over landet. Ifølge DMI er stormen løjet af, men det blæsende vejr fortsætter hen over weekenden. Allerede i eftermiddag vil vinden ifølge vagthavende meteorolog Leif Andersen, DMI, tage til igen, og i den nordvestlige del af landet vil man i løbet af aftenen og natten til lørdag igen nå op på vindstød af stormstyrke.
I kølvandet på blæsevejret vil et større regnvejrssystem brede sig fra vest ind over landet.
»I begyndelsen af eftermiddagen vil vi få pænt vejr med sol, men senere kommer der regn. Det samme billede vil vi se lørdag med kun enkelte byger og en del sol først på dagen og så tiltagende vind og regn fra vest senere,« siger Leif Andersen.
Natten til søndag forventer DMI endda, at det i Nordvestjylland vil blæse yderligere op til storm med vindstød af orkanagtig styrke ligesom natten til fredag.
Temperaturerne vil hele weekenden fortsat være unormalt høje for årstiden med mellem tre og ni grader.
»Men på grund af blæsten vil det ikke føles varmt, så det gælder stadig om at klæde sig fornuftigt på,« siger Leif Andersen.
Stormen torsdag nat betød blandt andet, at Storebæltsbroen var lukket fra klokken 03.00 til 08.00. Mange steder i landet væltede der træer, blandt andet i København, hvor et træ væltede ned over en bus fyldt med passagerer. Passagererne slap heldigvis uskadt.
Også færgetrafikken er fredag hårdt ramt af blæsevejret. Flere færger sejler med forsinkelser, mens sejladsen mellem Ystad og Rønne helt er indstillet frem til fredag eftermiddag. Vandstanden er også forhøjet flere steder. Ved Vadehavet var vandstanden fredag morgen tre meter over normalen.