Mere beluga-kaviar til folket
Godt nyt til liebhaverne: FN har løftet sit forbud mod salget af en af verdens dyreste råvarer, beluga-kaviaren.

Med priser op imod 5.000 dollar per kilo er beluga-kaviar en råvare, der er forbeholdt de absolut færreste. Ikke desto mindre har efterspørgslen efter den eksklusive spise været så stor, at beluga-støren, som producerer kaviaren, har været tæt på udryddelse i mange år. Af samme årsag har beluga-kaviaren været underlagt et strengt forbud fra FN. Det forbud blev mandag løftet til fordel for nogle stadig restriktive kvoter, skriver BBC.

I en pressemeddelelse oplyser FN-organet Cites, som varetager naturbevarelse, at det i 2007 har tildelt en eksportkvote på 3.761 tons beluga-kaviar fra Azerbajdjan, Iran, Rusland og Turkmenistan.

Cites opfordrer ydermere til at sikre beluga-støren og -kaviarens fremtid i samarbejde:

»En sikker fremtid for de vilde stører afhænger af internationalt samarbejde. Forretninger, restaurenter, fly og krydstogtskibe; overalt, hvor kaviaren kan findes - disse salgssteder skal være underlagt strenge restriktioner,« fastslår generalsekretær Willem Wijnstekers i pressemeddelelsen.

via Listen To News