Red Barnets forslag om, at pædofile i yderste konsekvens skal nægtes at rejse ud af landet, bekymrer Institut for Menneskerettigheder.
Af Pernille Mainz
peje@avisen.dk
@BRØD:Pædofile skal i nogle tilfælde nægtes udrejse af Danmark, foreslår Red Barnet, der bakkes op af Socialdemokraterne og De Konservative. Målet er at hindre seksuelle overgreb på udenlanske børn.
Men forslaget vækker bekymring hos Institut for Menneskerettigheder, der mener, at det er et problem at forhindre folk i at bevæge sig frit over landegrænserne.
»Man kan ikke gå ud fra, at blot fordi man rejser ud af Danmark, er det for at begå overgreb i et andet land. Der er så mange andre gode grunde til at rejse ud af landet,« siger jurist i instituttet Christoffer Badse.
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har alle ret til at rejse ud af sit land. En ret, der kun kan begrænses, hvis staten vurderer, at den rejsende vil krænke andres rettigheder eller vil begå en forbrydelse.
»Men politikerne skal gøre sig klart, at det er et alvorligt indgreb i en grundlæggende rettighed, der er fundamental. Specielt når man giver afslag på udrejse, efter at en person allerede har udstået en straf,« vurderer juristen, der understreger, at beskyttelsen af seksuelle overgreb mod børn er meget vigtig.
Alle har rettigheder
»Det skal selvfølgelig bekæmpes, men når det er sagt, betyder det ikke, at man skal ignorere de grundlæggende rettigheder, som også dømte har krav på i et retssamfund,« siger Christoffer Badse.
Forslaget er allerede indført i Storbritannien, og Christoffer Badse frygter, at Danmark ukritisk vil kopiere den britiske model:
»Staten kan komme til at stå til ansvar senere hen, hvis det viser sig, at deres analyse af menneskerettighederne ikke har været god nok, men er blevet overtrådt. Og er gået på kompromis med de grundlæggende rettigheder, som vi har i dansk ret og internationale konventioner,« siger Christoffer Badse.