Et tysk turistpar gjorde sig noget af en ubehagelig opdagelse, da de i søndags var ude og gå en tur på stranden ved Uggerby i Nordjylland.
Ved første øjekast troede parret at de havde fundet en kokosnød, men efter et nærmere kig fandt de hurtigt ud af, at fundet var et menneskekranie.
Kraniet er i øjeblikket til undersøgelse hos embedslægen, som i første omgang skal slå fast hvor gammelt kraniet er, og eventuelt om det stammer fra en mand eller en kvinde, inden politiet fortager sig yderligere i sagen, skriver eb.dk.
"Umiddelbart har vi ingen mistanke om, hvem det kan være. Men på torsdag skulle vi gerne få svar fra embedslægen, og hvis embedslægen finder noget mistænksomt, ryger kraniet videre til Retmedicinsk Institut," fortæller vicepolitikomissær Søren Bach fra Nordjyllands Politi.
På Retmedicinsk Institut skal kraniet undersøges for DNA eller materiale fra tandsæt, der matcher savnede personer.
Men i følge politiet bliver der ofte fundet knogler på de nordjyske strande.
"Det sker ikke så sjældent, at der skyller knogledele op på stranden. Men oftest viser de sig at være meget gamle," siger Søren Bach.