Nettet strammes om den 32-årige canadier Christopher Paul Neil, der er efterlyst for at have misbrugt adskillige små drenge seksuelt i Asien.
I dag udstedte thailands politi en arrestordre på manden, som det lykkedes at sætte navn på i sidste uge. Efter tre års frugtesløs eftersøgning valgte Interpol at udsende et billede af Neil, og det gav pote, da hundredevis af henvendelser strømmede ind.
Først blev han identificeret som canadisk engelsklærer i landene Sydkorea, Vietnam, Cambodia og Thailand. Og i går stod tre drenge frem og fortalte, hvordan Neil i 2003 flere gange betalte dem for seksuelle ydelser, da de blot var 9, 13 og 14 år gamle.
Overvågningskameraer fangede Neil, da han for nylig rejste ind i Thailand, og ifølge landets politi er det »kun et spørgsmål om tid«, før Neil er anholdt.
Drenge har vidnet
Sagen begyndte, da tysk politi for tre år siden fandt flere hundrede billeder af den dengang ukendte mand på nettet. På billederne misbruger canadieren flere børn seksuelt, men hverken tyskerne eller politisamarbejdet Interpol kunne finde manden, før offentligheden for en uge siden blev bedt om hjælp.
»Ifølge vores informationer har han misbrugt mindst fire drenge. Tre af dem har vidnet, og vi leder efter den fjerde,« siger den thailandske efterforskningsleder Wimon Pao-in til AP.
Neil er også anklaget for at misbrugt drenge helt ned til seks år gamle i Cambodia og Vietnam.
De canadiske myndigheder oplyser, at de vil kræve Neil udleveret til retsforfølgelse, så snart han er sat bag tremmer af thailandsk politi.