En større menneskejagt udfolder sig i Texas.
Her jagter FBI og det lokale politi en bevæbnet mand, som dræbte fem mennesker - inklusive en 8-årig dreng - i et hjem i byen Cleveland. Drabene skete kort tid efter at naboerne havde bedt ham om at holde op med at affyre sin riffel udendørs, fortæller CNN.
- Vi betragter ham som bevæbnet og farlig. Han er derude, og han er en trussel mod samfundet, lød det fra FBI-agenten James Smith.
Drabsmanden er identificeret som den 38-årige Francisco Oropeza. Ifølge den lokale sherif begyndte han at skyde mod naboerne fredag aften, da de bad ham om at stoppe med at skyde med riffel, fordi familiens baby prøvede at sove. Senere viste optagelser fra et dørklokke-kamera, at den 38-årige mand nærmede sig naboernes hoveddør med en riffel under armen.
Seks personer blev senere fundet døde i forskellige rum i huset - heriblandt to kvindelige ofre i et soveværelse. Myndighederne mener, at kvinderne brugte deres kroppe til at beskytte to små børn, der overlevede.
De fem dræbte var alle fra Honduras og i alderen 8 til 31 år. Tre yderligere personer er kvæstede.
Ifølge CNN og Gun Violence Archive har der i år været mere end 170 masseskyderier i USA. Masseskyderier betegnes som skyderier, hvor fire eller flere personer (gerningsmanden ikke inkluderet) såres eller dræbes.