Efter en kontrolscanning har Melvin Kakooza nu lægens ord for, at han er rask.
- Jeg har det rigtig, rigtig godt. Bedre end for nogle måneder siden. Og jeg har været ved lægen for at blive scannet og har fået at vide, at der ikke er mere tumor tilbage, siger den 29-årige komiker og tv-vært til DR.
Sidst i februar trak Melvin Kakooza sig fra den attraktive tjans som vært ved årets liveshow i publikumsmagneten "X Factor".
Melvin Kakooza havde gennem længere tid døjet med en dunkende hovedpine, og årsagen var en godartet tumor i hjernen.
Den var ifølge DR seks centimeter lang og tre centimeter bred, og skulle bortopereres med det samme.
Efter operationen fulgte syv ugers indlæggelse.
I en ny podcast serie for DR "Sig noget sjovt" beretter han om, hvordan situationen har påvirket ham:
- Når du bliver ramt af sådan noget, så reflekterer du rigtig meget over, hvad du bruger din tid på, og hvor du er på vej hen, fortæller Melvin Kakooza i podcasten.
Han tilføjer, at han nu tænker mere over, hvad han bruger sin tid på.
- Det skal ikke være penge og berømmelse, der driver mig, men i stedet lysten og passionen, siger han.
Melvin Kakooza har blandt andet brugt de seneste par uger til at se EM i fodbold. Han har blandt andre mødt Henrik "Store" Larsen og John "Faxe" Jensen fra det mandskab der i 1992 vandt EM-guldet til Danmark.
Herunder en hilsen fra hospitalet, mens han fortsat var indlagt: