Tv-værten og komikeren Melvin Kakooza har indgået et forlig i en sag om ophavsret og eneret.
Det skriver Ritzau.
Forliget er indgået med Big F!sh Aps, som sangeren og manageren Jon Nørgaard er direktør for.
Forliget drejer sig om ophavsret og eneret, men helt præcist, hvad sagen drejer sig om fremgår ikke.
Jon Nørgaard siger til Ritzau, at han ikke har noget at sige til forliget eller sagen i det hele taget.
Ritzau har desuden forgæves forsøgt at få en kommentar fra Melvin Kakooza, hans manager og hans advokat.
Det var Big F!sh Aps, der havde anlagt sagen mod Melvin Kakooza som en civil sag.
33-årige Melvin Kakooza er nok mest kendt fra tv, mens Jon Nørgaard som 17-årig i 2002 vandt sangkonkurrencen "Popstars" på TV 2 og efterfølgende fik succes med nummeret "Right Here Next to You".
Jon Nørgaard har siden kastet sig over blandt andet musikmanagement.