På søndag rasler Mellemfolkeligt Samvirke med indsamlingsbøsserne ved de danske hoveddøre.
Kommunikationschef Vibeke Vinther krydser fingre for, at danskerne ikke slår hendes organisation i hartkorn med Dansk Røde Kors, der har fyldt dagens overskifter med historien om Jørgen Poulsens gyldne håndtryk.
- Vores trofaste indsamlere kender os selvfølgelig og ved, hvad vi står for. Men man kan godt frygte, at de skal være klar til at forklare sig ekstra godt overfor folk på søndag, siger Vibeke Vinther til Avisen.dk.
Derfor har organisationen besluttet at sende et brev ud til alle indsamlere, der ruster dem med fakta og nøgletal til bedre at kunne besvare folks spørgsmål.
Mellemfolkeligt Samvirkes indsamling går til at oplyse fattige nepalesere om deres rettigheder. Højest ti procent af det indsamlede beløb vil gå til udgifter i forbindelse med indsamling og administration, lover Vibeke Vinther.