Efter 24 års medlemskab af Venstre har den tidligere lokalformand på både Christianshavn og i Syddjurs, Tommy Beck Kobberøe, fra Djursland meldt sig ud af partiet.
På sin Facebook-profil skriver han blandt andet: "Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at en minister må begå lovbrud, ovenikøbet bevidst, uden at det får konsekvenser. Det kan godt være, at det blev gjort "i en god mening" og med folkestemningen bag sig, men det bliver det altså ikke mere lovligt af. Lov er lov, og lov skal holdes, også af ministre".
Han mener således, at integrationsminister Inger Støjberg (V) bevidst har brudt lovgivningen i sagen om tvangs-adskillelse af unge asylansøgere, og over for Berlingske forklarer han, at han har meget svært ved at forstå den måde, Venstre håndterer sagen på.
- Hele den retorik, der har handlet om, at hvis man synes, der er sket noget forkert i ministeriet, så er det, fordi man går ind for både barnebrude og pædofili. Det er en fordrejning væk fra det, sagen egentlig handler om: Nemlig om man som minister eller embedsmand kan overtræde loven for at gennemføre noget, man synes er en god idé, siger Tommy Beck Kobberøe til Berlingske.
Han mener, at Inger Støjberg formentlig gjorde, som hun gjorde for at tækkes både Dansk Folkeparti og vælgerne.
- Det går bare ikke at lave politik ud fra en folkestemning, hvis man samtidig overtræder love og regler ved at gøre det, siger Tommy Beck Kobberø til avisen.
Han siger desuden, at det ikke er Inger Støjberg som person, han har problemer med. Han mener hun er en dygtig og kompetent politiker og minister, men at sagen omkring barnebrude er mere end han kan rumme som medlem af Venstre.
Partisekretær Claus Richter kalder beslutningen "trist", og er samtidig "lidt forundret over begrundelsen".
- Generelt er det mit indtryk, at der er fuld opbakning til den kurs, regeringen fører i forhold til flygtninge- og indvandrerpolitikken i Venstre, siger han.