Folketinget har meget belejligt vedtaget, at man på Christiansborg fortsat må ryge på enkeltmandskontorer. Det sker for at imødekomme diverse politikere, der fortsat vil pulse løs på deres kontorer.
Enkelte - heriblandt Dansk Folkepartis Jesper Langballe - har ligefrem truet med at forlade dansk politik, hvis han ikke fortsat fik lov til at tænde piben indendørs.
Dermed kommer vores folkevalgte politikere ikke til at følge de tusindvis af danskere, der fra 15. august, når den nye rygelov træder i kraft, må gå uden for, hvis de vil ryge. Mage til hykleri skal man da lede længe efter. Signalet fra Christiansborg er altså, at man er parat til at lave smuthuller til sig selv. Ganske pinligt.
Bevares, undtagelsen gælder for alle enkeltmandskontorer i landet, men var naturligvis aldrig kommet i stand, hvis ikke politikernes muligheder for røg var i klemme.
Og hvis politikerne mente noget alvorligt med rygeloven, havde de naturligvis sørget for at gå forrest med et godt eksempel og gjort Christiansborg totalt røgfri.
Beslutningen har fået Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr til at true med at melde Folketinget til Arbejdstilsynet 15. august kl. 8, når den nye rygelov træder i kraft og rengøringspersonalet dermed skal gøre rent i røgfyldte kontorer.
Til det er der kun at sige: Meld dem.