Det lille fynske bryggeri Midtfyns Bryghus i Brobyværk opgiver nu produktion af en øl med navnet Braveheart. Det skriver flere aviser i dag
Det navn har Mel Gibson og hans filmselskab nemlig rettighederne til, og det selvom navnet Braveheart allerede eksisterede inden filmen af samme navn, hvor Gibson spillede hovedrollen, huserede i biograferne i midten af 90 erne.
- Jeg tænker, at det ikke kan være rigtigt. Braveheart er da et meget anvendt ord, som man ikke kan tage patent på. Derfor går jeg i gang med at lede på internettet, og jeg fandt faktisk to steder, hvor navnet optræder, siger den tidligere ejer af bryggeriet, Keld Andersen, til Urban.
Keld Andersen henviser til dels en rumænsk konge med tilnavnet Braveheart, der i svundne tider kæmpede en hård kamp mod romerne, dels til en stumfilm fra filmens barndom med samme titel.
Om Mel Gibson nogensinde har smagt den fynske øl, melder historien ikke noget om.