Den tidligere Spice Girl Melanie Chisholm fortæller nu, at der lå et enormt pres på hende for at tabe sig, da bandet var på sit højeste. Det fortæller Lse.co.uk.
Dette pres sammen med bandet berømmelse førte til, at hun fik en klinisk depression, hvor hun i perioder overvejede at tage sit eget liv.
Den 33-årige sangerinde, som den engelske presse en overgang kaldte ’Sumo Spice’, fortæller i en dokumentarfilm:
»Jeg begyndte at tro, at jeg skulle være perfekt for at være værdig til at bære æren.«
Mel C er også den af de tidligere kryddersild, der er størst modstander af en genforening af gruppen.
Hun vil helst koncentrere sig om sin solokarriere.
Bandets tidligere manager, Simon Fuller, har opfordret de tidligere Spice Girls Emma Bunton og Geri Halliwell til at overtale Mel C.
Han vil nemlig gerne have dem ud på en seks måneder lang verdensturné.
Fuller har udtalt: »Mel C tror, at hendes solokarriere er større end bandet. Det er den ikke.«
»Hun må tage sig sammen og indse, at en genforening vil være fantastisk for alle involverede.«
Men med de traumer Spice Girls-tiden påførte Mel C, er det ikke sikkert, at hun er enig.