Det slog gnister mellem bandmedlemmerne i Spice Girls, da karrieren var på sit højeste.
Faktisk blev de to navnesøstre i gruppen en gang så voldsomt uvenner, at Melanie - Sporty Spice- C til sidst slog ud efter Melanie - Scary Spice - B.
- Alle pigerne har haft problemer med hinanden indbyrdes på forskellige tidspunkter. Vi siger tingene lige ud, og det kan nogen gange godt gøre folk kede af det, fortæller Melanie C til Wenn.com.
Uheldigvis kom Geri Halliwell i dette tilfælde til at være lidt for tæt på konflikten.
- Mel B og jeg var fulde, og vi kom op at slås. Geri trådte ind imellem os for at skille os ad, men så endte det med, at det var hende, der fik en på hovedet, fortæller Melanie C.
Den uheldige episode skete på et tidspunkt, hvor der var masser af rygter om, at der var internt splid i bandet. Men det er først langt senere, at Melanie C har løftet sløret for deres indbyrdes stridigheder.
- Vi har haft vores problemer, men heldigvis er vi kommet over dem, fortæller Melanies C til Wenn.com.