Ejeren af Jernved Mejeri i Gredstedbro mellem Ribe og Esbjerg er død i en tragisk ulykke med gaffeltruck.
Det oplyser afdøde Ole Jørn Frederiksens hustru Laila til Mælkeritidende.
Ulykken skete på mejeriet på Jernvedvej lørdag morgen. Her væltede gaffeltrucken i lagerafdelingen, og den 61-årige mejeriejer mistede livet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ole Jørn Frederiksen har ejet og drevet Jernved Mejeri sammen med sin hustru siden 1992. Han var uddannet mejerist og mejeritekniker.