En 22-årig mand fra Odense ligger lige nu hårdt kvæstet på Universitetshospitalet i byen.
Han er kommet alvorligt til skade, efter han blev ramt af en bil på Rismarksvej ud for Højstrupskolen i Odense Vest.
Det var en forbipasserende kvinde, som lidt i fem i morges opdagede den unge mand ligge livløs uden for skolen og tilkaldte hjælp.
Den unge mand var bevidstløs og havde svære kvæstelser i hovet, oplyser politiet. Den 22-årige cyklist blev kørt til hospitalet til behandling. Hans tilstand beskrives her til morgen som alvorlig, men han vurderes at være uden for livsfare.
De tekniske undersøgelser på stedet tyder på, at den bil, som har påkørt den unge mand, er hvid. Det er højst sandsynligt en mindre bil, som nu mangler sin højre forlygte.