Meditation er ikke et vidundermiddel mod stress.
Sådan lyder opsangen fra meditationsunderviser Metta Myrna i et indlæg på Information.dk.
Hun oplever, at mange danskere tror, de kan fortsætte deres alt for stressede arbejdsliv og præstere mere og mere, blot de mediterer ved siden af. Det samme tror deres arbejdsgivere, som for eksempel sender stressramte medarbejdere på kursus i meditation, eller hyrer en meditationsunderviser ind.
Men meditation handler ikke om at optimere ydeevnen og øge tempoet - tværtimod handler det om at frigøre sig fra netop den slags krav og mærke sig selv, pointerer hun.
- Meditation er ikke en slags turbobrændstof, som kan få den mentale maskine til at klare et hvilket som helst krav. Hvis hans problemer bunder i, at han simpelthen stiller større krav til sig selv, end hans system kan klare, vil det ikke være en løsning i sig selv at begynde at meditere. Til gengæld kan meditationen hjælpe ham med at give sig selv lov til at mærke sine egentlige behov og tage de beslutninger i sit liv, som skal til for, at han kan være sund og lykkelig, skriver Metta Myrna i debatindlægget.