Donald Trump har givet ordrer til, at de amerikanske myndigheder fortsætter forberedelserne af en toldforhøjelse på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters og erhvervsmediet Bloomberg på baggrund af anonyme kilder med kendskab til ordrerne.
Trækket kommer til trods for, at USA's finansminister, Steven Mnuchin, har forsøgt at få genstartet forhandlinger med Kina om en deeskalering af toldkrigen mellem de to lande, skriver Bloomberg.
En annoncering af nye toldforhøjelser er dog udskudt, skriver Bloomberg.
Ifølge erhvervsmediets kilder skyldes det, at regeringen først ønsker at gennemgå de bekymringer, som amerikanske erhvervsinteresser måtte have.
Den fremlagte deadline til at høre disse bekymringer udløb dog i sidste uge. Trump har tidligere antydet, at de nye toldforhøjelser ville komme snart.
Til Reuters siger en af de anonyme kilder, at timingen for forhøjelsen af tolden endnu ikke er lagt fast.
Indtil videre har USA hævet tolden på import af kinesiske varer for 50 milliarder dollar i den nuværende toldstrid. Kina har svaret igen med en tilsvarende told.
Sidste år lød den årlige vareimport til USA fra Kina på 505 milliarder dollar. I år er importen til og med juli dog steget med ni procent, skriver Reuters.
Nyheden fik ifølge Reuters aktiemarkederne til at reagere negativt.
En dag med en samlet stigning på de tre toneangivende indekser - Dow Jones, Nasdaq og S&P 500 - blev forvandlet til et mindre fald.
Særligt aktier hos selskaber, hvis indtjening hviler på moderne teknologi, såsom Apple, faldt i værdi.
Den ikoniske iPhone-producent har ifølge Bloomberg tidligere advaret om, at nye toldforhøjelser vil øge prisen på selskabets produkter som uret Apple Watch og øretelefonerne AirPods.
/ritzau/