Der er nye særlige coronatiltag på vej i de to jyske kommuner Ringkøbing-Skjern og Holstebro.
Det fortæller dagbladene Ringkøbing-Skjern og Holstebro-Struer efter at aviserne er kommet i besiddelse af en mail.
Mailen er stilet til følgegruppen for covid-19 og er skrevet af sundhedsminister Magnus Heunicke. Ifølge aviserne fremgår det, at regeringen mandag vil udvide de gældende restriktioner fra Nordjylland til også at omfatte de to vestjyske kommuner.
- Dette bygger blandt andet på, at der er bekymrende stigning i fund af minkvarianter i positive prøver fra personer med bopæl i disse kommuner, lyder det ifølge de to aviser i mailen.
Tiltagene vil angiveligt også inkludere en plan for massetest, og vil ifølge medierne blive annonceret mandag.
/ritzau/