Medier: May gør plads til yngre kvinder i regeringsrokade

Den britiske premierminister vil appellere bredere, og derfor ventes hun mandag at gennemføre regeringsrokade.
Theresa May ønsker, at hendes regering kan appellere til en bredere skare af vælgerne. Sidste år fik hun en regulær vælgerlussing ved valget. May holdt dog med en papirtynd margin fast om magten. Regeringsrokaden er ventet mandag.
Theresa May ønsker, at hendes regering kan appellere til en bredere skare af vælgerne. Sidste år fik hun en regulær vælgerlussing ved valget. May holdt dog med en papirtynd margin fast om magten. Regeringsrokaden er ventet mandag. Foto: Toby Melville/AFP

Den britiske premierminister, Theresa May, vil mandag gennemføre en regeringsrokade.

Det skriver britiske medier, deriblandt The Guardian og The Sunday Times.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters forventes det, at der ikke bliver skiftet ud på de tungeste ministerposter som udenrigsminister, finansminister, indenrigsminister og minister for brexit.

Udenrigsministeriet, finansministeriet, indenrigsministeriet og brexitministeriet varetages af henholdsvis Boris Johnson, Philip Hammond, Amber Rudd og David Davis.

Ifølge Reuters bliver rokaden blandt andet gennemført for at få yngre kvinder og politikere med anden etnisk baggrund end britisk ind i regeringslokalerne.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Der bliver dog ikke nævnt konkrete navne på nye mulige ministre.

Theresa May ønsker, at hendes regering kan appellere til en bredere skare af vælgerne. Sidste år fik hun en regulær vælgerlussing ved valget. May holdt dog med en papirtynd margin fast om magten.

The Sunday Times skriver, at det er forventet, at politikerne, der vil miste jobbet, er Det Konservative Partis formand, Patrick McLoughlin, uddannelsesminister Justine Greening, erhvervsminister Greg Clark og Andrea Leadsom, regeringens leder i Underhuset.

Det forventes også, at May vil udnævne en ny vicepremierminister.

Den seneste mand på jobbet, Damian Green, måtte forlade posten i vanære, efter at han havde løjet om fund af pornografi på en computer, der tilhørte ham.

Theresa May blev premierminister, kort efter at briterne havde stemt for at forlade EU.

I 2017 udskrev hun valg før tid i håb om, at hun kunne samle et brugbart flertal bag sig som premierminister. Det gik dog ikke som planlagt, og Det Konservative Partis absolutte flertal forsvandt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.