Selv om kampene igen er brudt ud i Gaza, fortsætter forhandlinger med Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.
Det skriver en række medier, blandt andet nyhedsbureauerne Reuters og AFP samt det amerikanske medie CNN, fredag på baggrund af anonyme kilder.
- Forhandlingerne fortsætter med mæglere fra Qatar og Egypten, på trods af at israelske luftangreb på Gaza er blevet genoptaget, siger en kilde tæt på forhandlingerne ifølge AFP.
Vedkommende har bedt om at være anonym på grund af emnets følsomhed.
Meldingen om forhandlinger er også officielt bekræftet.
Qatars udenrigsministerium oplyser i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der stadig er forhandlinger mellem israelere og palæstinensere om at genoprette våbenhvilen.
Tidligt fredag morgen meddelte det israelske militær, at der var blevet afværget et raketangreb fra Gaza, samt at dets kampfly var begyndt at angribe Hamas-mål i Gaza.
Ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza er 29 mennesker blevet dræbt, efter at våbenhvilen er sluttet.
Våbenhvilen nåede at vare syv dage. Undervejs har det været muligt at få mere hårdt tiltrængt nødhjælp ind til det tætbefolkede område.
Med torsdagens løsladelser har Hamas undervejs frigivet i alt 105 gidsler, mens Israel har lukket i alt 240 palæstinensere ud af fængsler. Det skriver Reuters.
Hamas tog omkring 240 gidsler med til Gazastriben under et angreb på Israel 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt.
Den oprindelige våbenhvileaftale lød, at pausen i kampene kunne forlænges op til maksimum ti dage, så længe Hamas og Israel kunne blive ved med at udveksle fanger og gidsler.
Israel besvarede Hamas' angreb 7. oktober med en landoffensiv og nærmest konstante luftangreb mod Gazastriben, før våbenhvilen i sidste uge blev til virkelighed.
Myndighederne i den Hamas-kontrollerede enklave siger, at knap 15.000 palæstinensere er blevet dræbt.
/ritzau/