CD meddelte torsdag, at partiet i morgen får et folketingsmedlem.
Det sker, når et nuværende folketingsmedlem skifter parti og bliver Centrum-Demokrat. Men partiet vil først i morgen løfte sløret for, hvem der er tale om.
På Christiansborg svirrer rygterne dog allerede, og de fleste medier gætter på, at der er tale om Louise Frevert, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti tidligere på året.
Ifølge Jp.dk er det Louise Freverts sekretær i Folketinget, der har reserveret Grønlands-værelset imorgen, hvor CD holder pressemøde klokken 10.00.
Alligevel afviser CD s formand Ben Haddou direkte over for Jp.dk, at det er Louise Frevert, der skifter parti.
Tidligere på dagen afviste Venstres Ejvind Vesselbo over for Avisen.dk, at han er CDs nye folketingsmedlem.