Spaniens Fodboldforbund stopper planen om at afvikle en spansk ligakamp mellem FC Barcelona og Girona i Miami.
Det oplyser unavngivne kilder til nyhedsbureauerne Reuters og AP.
Den spanske liga, La Liga, havde ellers planlagt, at de to klubber skulle mødes 26. januar i Miami.
- Der er her til morgen blevet sendt et brev til La Liga, hvor ønsket afvises, da det ikke er i overensstemmelse med de internationale regler, siger kilden fra forbundet til Reuters.
En kilde - muligvis den samme - oplyser det samme til AP.
I sidste uge anmodede La Liga det spanske forbund om autorisation til at afvikle kampen i USA.
Planerne har affødt en del kritik blandt de spanske spillere og deres fagforening.
Bliver kampen mellem Barcelona og Girona en realitet, så vil det være første gang, at en spansk ligakamp spilles i udlandet. La Liga ønsker at spille kampen i USA for at styrke ligaens popularitet globalt.
/ritzau/