Det nye Street View computerprogram fra Google overtræder den danske lovgivning, det mener i hvert fald en dansk mediejurist.
Med programmet på din computer, kan du lynhurtigt gå ind og finde billeder fra hver en afkrog i verdenen fra alle leder og kanter.
Men på billederne findes også personer, der står på deres private grund - og det er forbudt at tage billeder af, lyder det fra mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole.
"Det viser, hvordan it-udviklingen og internettet kører af sted. Vi kan enten lægge os fladt ned på maven og sige 'Det var så den lov, indtil Google kom forbi'. Eller vi kan tage kampen op og rejse sagen på EU-plan," siger Oluf Jørgensen til Jydske Vestkysten.
Han mener, det er svært at forestille sig en mere systematisk overtrædelse af loven, der forbyder at tage billeder af folk på privat grund.
Datatilsynet råder allerede folk til at melde sagen til politiet, hvis de finder uønskede billeder af sig selv på Google Street View.