Regeringen og DF vil reducere DR's budget med 20 procent over fem år. Det svarer til omkring 700 millioner kroner.
Ifølge medieforsker Lars Kabel fra Dansk Medie- og Journalisthøjskole er det ikke et spørgsmål om økonomi for regeringen, da besparelsen ikke er mange penge i det samlede statsbudget.
- Det er et kulturpolitisk tiltag, som må handle mere om politik, end det må handle om økonomi. For i det store spil er det faktisk ret begrænsede midler, det drejer sig om, siger Lars Kabel.
Men for DR kommer det til at have store konsekvenser, vurderer han.
- Problemer er, at det placerer DR i en meget defensiv situation. Det svækker public service-fænomenet i Danmark i en tid, hvor det er udsat for et betydeligt pres fra store globale mastodonter som Facebook, YouTube og Twitter, siger Lars Kabel.
Regeringen ønsker ikke, at DR skal være en bred mastodont, men et smalt fyrtårn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet. Det er et udtryk for den type public service, som regeringen ønsker, DR skal lave, mener Lars Kabel.
- Det er som om, at kulturpolitikerne vil tvinge DR i en situation, hvor de hovedsageligt arbejder med den klassiske fortolkning af, hvad public service er. Det er en måde at tænke public service på, som ikke svarer til den måde, samfundet udvikler sig, siger Lars Kabel.
Public service begrebet er til evig debat, pointerer han. Men ud fra hans forståelse af public service, burde man fra politisk hold hellere satse på at styrke og forny DR og dets public service rolle.
- Det er vigtigt at have nogle store kanaler, som der er tillid til, som for eksempel også vil kunne bringe stof, som DR ikke selv har lavet, men som har public service indhold, mener Lars Kabel.
/ritzau/