USA begyndte i slutningen af 2022 at forberede sig på et muligt russisk atomangreb i Ukraine.
Det hævder to anonyme, højtrangerende embedsmænd i den amerikanske regering over for journalisten Jim Sciutto, der er aktuel med en ny bog, skriver mediet CNN.
Frygten for et russisk atomangreb var ifølge den ene embedsmand "ikke bare hypotetisk, men baseret på efterretninger".
- Vi var nødt til at planlægge, så vi havde det bedst mulige udgangspunkt i tilfælde af, at en sådan tidligere utænkelig hændelse rent faktisk fandt sted, lyder det.
Det er uklart, hvad efterretningerne byggede på. CNN skriver yderligere, at USA aldrig fik indikationer på, at Rusland var i færd med at forberede sig på rent faktisk at udføre et sådant angreb.
CNN har ikke umiddelbart fået en kommentar om anklagerne fra Rusland.
Sensommeren 2022 viste sig at være en kritisk periode for de russiske styrker, der havde invaderet Ukraine få måneder forinden - 24. februar.
På den baggrund var den amerikanske regering ifølge CNN bekymret for, at Rusland ville udføre et atomangreb for at skubbe de ukrainske styrker tilbage.
Omkring samme tid var en historie om, at Ukraine forberedte sig på at bruge en såkaldt beskidt bombe, begyndt at sprede sig i Rusland.
En beskidt bombe er baseret på almindeligt sprængstof. Den kan også indeholde radioaktivt, biologisk eller kemisk materiale.
Historien viste sig ikke at holde vand, og Rusland blev i stedet beskyldt for at have spredt den for at retfærdiggøre brugen af atomvåben.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, advarede for nylig om risikoen for atomkrig, hvis vestlige lande sender soldater til Ukraine.
At sende soldater til Ukraine er en idé, som den franske præsident, Emmanuel Macron, havde luftet kort tid forinden.
/ritzau/