Ritzau
Opdateret kl. 22:00
Ruslands præsident Vladimir Putin har inviteret USA's præsident Donald Trump til Moskva 9. maj.
Det siger Kreml-talsperson Dmitrij Peskov ifølge det norske medie NRK.
- Hvis et land, og endnu mere et stort land, bestemmer sig for at dele glæden over sejren og betydningen af denne dag med os, så vil vi selvfølgelig, og specielt præsident Putin, være glade for at ønske dem velkommen i Moskva, siger talspersonen ifølge mediet.
Meldingen kommer, efter Trump og Putin onsdag talte i telefon sammen om krigen i Ukraine.
I den forbindelse blev de to ledere enige om at besøge hinandens lande.
Donald Trump har endnu ikke kommenteret på invitationen.
Ifølge det norske nyhedsbureau er Trump inviteret til Moskva den dag, hvor Rusland hvert år fejrer sejren over Tyskland under Anden Verdenskrig med en stor militærparade.
Flere andre ledere er derfor ligeledes blevet inviteret til Moskva samme dag, herunder Kinas præsident Xi Jinping, som ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax har bekræftet sin deltagelse, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Tidligere på dagen sagde Trump under et pressemøde, at det sandsynligvis ikke bliver i deres egne lande, at de to ledere kommer til at mødes først, og forslog i stedet Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.
Efterfølgende har Kreml ligeledes bekræftet byen som en mulig lokation, skriver det statsejede russiske medie Tass.
/ritzau/