Opdateret kl. 10:54
Det var under et hjemmerøveri, at der tidlig fredag morgen blev affyret skud fra et gevær i et hus på Bistrupvej i Birkerød.
Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
I huset lå en 70-årig mand og en 65-årig og sov.
Manden i huset vågnede og så pludselig et geværløb, der blev stukket gennem døråbningen til soveværelset, hvorefter et skud blev affyret op i loftet. Ingen personer blev ramt af skuddet
- Der er intet, som tyder på, at der er tale om en sag med banderelationer. Ægteparret har oplyst, at de for nylig er flyttet ind i villaen, mens deres egen bolig bliver renoveret, lyder det fra politiet i pressemeddelelsen.
Det var klokken 04.47, at politiet modtog anmeldelsen.
Ægteparret har forklaret, at der var to gerningsmænd. De er begge på fri fod, og politiet har kun et sparsomt signalment af dem.
De var begge maskerede og iført mørkt tøj. De talte engelsk med accent og flygtede fra stedet i en ikke nærmere beskrevet bil.
/ritzau/