Superligaklubben Lyngby får tilført 20 millioner kroner af den nye ejerkreds Friends of Lyngby.
Det skriver TV2 Sport på baggrund af en beretning, som mediet er i besiddelse af.
12,6 millioner kroner skal angiveligt gå til gammel gæld, mens 7,4 millioner går til den videre drift. Klubben afholder desuden en ekstraordinær generalforsamling i starten af maj.
Den økonomisk trængte fodboldklub var tidligere på året i fare for at gå konkurs, men den nye ejerkreds reddede Lyngby i februar.
En række af klubbens tidligere spillere er blandt de nye investorer. FC Kölns Frederik Sørensen, Gents Anders "AC" Christiansen, Waregems Brian Hamalainen og Brentfords Andreas Bjelland har således alle meldt sig som en del af ejerkredsen.
Lyngby kæmper for overlevelse i Superligaen. Holdet ligger på fjerdepladsen i den ene af to nedrykningspuljer.
/ritzau/