Den israelske efterretningstjeneste, Mossad, hjalp Danmark med oplysninger om planlagt iransk attentat. Det skriver den israelske avis The Jerusalem Post.
- Mossad forsynede Danmark med efterretningsoplysninger, som hjalp de danske myndigheder med at forhindre et planlagt attentat på en iransk separatistleder i landet, skriver den israelske avis.
Ifølge The Jerusalem Post var det informationer fra Mossad, som førte til anholdelsen af den mistænkte i det påståede komplot.
Den norske statsborger med iransk baggrund blev anholdt af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, i Göteborg den 21. oktober.
Manden er varetægtsfængslet i Danmark frem til 8. november. Han er sigtet for at have sat "iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark". Desuden sigtes han for at have taget del i forberedelserne til et attentat.
Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal målet for det planlagte attentat have været tre iranere, som bor i Ringsted i Danmark. De tre tilhører Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA), som kæmper for selvstændighed i et område i Iran.
Irans formodede planer om at gennemføre et attentat på dansk jord har været omtalt i en lang række store, internationale medier i det seneste døgn.
Således har britiske The Guardian og BBC bragt nyheden på mediernes hjemmesider. Det samme har blandt andet Al Jazeera, der har sit hovedkvarter i Doha, Qatar, samt den amerikanske avis The Wall Street Journal.
Samtlige medier gengiver historien om, at en norsk statsborger med iranske rødder blev anholdt 21. oktober.
/ritzau/