Ritzau
Opdateret kl. 08:52
Uenigheden om de offentlige overenskomster kan ende med, at en stor del af de statsansatte bliver lockoutet.
Ifølge Politiken gør innovationsminister Sophie Løhde (V) klar til en lockout "på hele statens område".
Det fremgår af en intern mail sendt til embedsmænd i Økonomi- og Indenrigsministeriet, som avisen har set.
Det fremgår ikke af mailen, hvor mange arbejdspladser og ansatte, der kan blive omfattet af en eventuel lockout.
Den vil dog betyde, at de berørte ansatte ikke skal møde på arbejde og heller ikke får udbetalt løn.
Sophie Løhde (V), der er chefforhandler på det statslige område, har onsdag formiddag klokken 11 indkaldt til pressebriefing om overenskomstforhandlingerne i Finansministeriet.
Samtidig har Kommunernes Landsforening (KL) onsdag eftermiddag et bestyrelsesmøde, hvor man også vil diskutere muligheden for at svare igen på de strejkevarsler, som fagbevægelsen har afsendt.
En eventuel lockout skal varsles en måned i forvejen. Det vil sige, at hvis varslet indgives onsdag, vil en lockout kunne træde i kraft 7. april.
Forligsmand Mette Christensen har dog mulighed for at udskyde en konflikt i to gange 14 dage, hvis hun ser en realistisk mulighed for, at parterne kan nå hinanden.
Parterne i konflikten er uenige på en række områder, hvor det ikke er lykkedes at forhandle et kompromis på plads.
Det gælder blandt andet lønnen. Arbejdstagerne er ikke tilfredse med de udspil, som arbejdsgiverne indtil videre har spillet ud med.
Men også spørgsmål om betalt spisepause og lærernes arbejdstidsaftale har stukket en kæp i hjulet på forhandlingerne på både det statslige, regionale og kommunale område.
/ritzau/