Ifølge Ekstra Bladet er det lykkedes Stephanie 'Geggo' Christiansen og Cengiz Salvarli at narre familien og blive hemmeligt gift.
Via Manchester fløj parret til USA og blev gift ved en ceremoni i Las Vegas, skriver avisen.
Tricket for det giftelystne par var, at bilde Linse Kessler og resten familien ind, at de skulle til England og se en kamp med Cengiz' yndlingsklub Manchester United, men de fortalte ikke, at turen efter kampen gik til Las Vegas.
Linse Kessler fik ifølge Ekstra Bladets oplysninger først at vide, hvad hendes datter og svigersøn havde gang i, da de blev ringet op kort før vielsen. Og det gjorde mor Kessler rasende og skuffet.
Hverken Linse Kessler, Stephanie 'Geggo' Christiansen, Cengiz Salvarli eller TV3 vil bekræfte avisens oplysninger, men der henvises til aftenens afsnit af "Familien fra Bryggen", hvor historien skulle "bringes som en bombe".
Ekstra Bladet er så tæt på historien, at den også kan fortælle, at Stephanies store ønske er, at de skal giftes igen ved et stort bryllup, hvor familien skal være til stede.