Østrigs konservative parti, ÖVP, der ledes 33-årige Sebastian Kurz, og partiet De Grønne er nået til enighed om en regeringsaftale.
Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA.
Det sker efter måneders langstrakte politiske forhandlinger siden det østrigske valg i september sidste år.
Sebastian Kurz blev i maj afsat som kansler som følge af en skandale hos den tidligere regeringspartner Frihedspartiet.
Skandalen fik koalitionen til at kollapse.
Den politiske uro i Østrig blev udløst af en video, der blev offentliggjort i de tyske medier Der Spiegel og Süddeutsche Zeitung.
Den viser et hotelværelse på Ibiza tilbage i juli 2017. På videoen, som er lavet med skjulte optagelser, ses en måske lettere beruset partileder Heinz-Christian Strache fra Frihedspartiet.
Han tilbyder offentlige kontrakter til gengæld for hjælp i en valgkamp fra en kvinde, der udgiver sig for at være niece til en russisk oligark.
Forårets skandale sendte Østrig ud i en af de største politiske kriser i nyere tid og gjorde Kurz til den kansler, der har siddet kortest tid siden 1945.
Det er dog lykkedes for Kurz at samle opbakning på ny.
I slutningen af september sidste år sikrede ÖVP sig således et glimrende valg, da østrigerne var i stemmeboksen som følge af forårets regeringskollaps. Det konservative parti fik 37,5 procent af stemmerne.
Siden da har der været regeringsforhandlinger.
Det er dem, der onsdag er endt ud i en koalition med ÖVP og De Grønne.
Efter forhandlinger i løbet af dagen onsdag bekræfter begge partier onsdag aften i korte udtalelser, at man er nået til enighed om en aftale.
Detaljerne i aftalen er ikke blevet afsløret onsdag aften. De vil blive præsenteret til offentligheden torsdag, oplyser ÖVP-leder Sebastian Kurz.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters