Medie: Københavnske bander stopper deres konflikt

Efter flere skyderier med tre døde og 25 sårede har kriminelle bander angiveligt lagt konflikten på hylden.

På et møde mandag aften har personer fra Nørrebro-banderne Loyal To Familia og Brothas aftalt at lægge deres konflikt på hylden.

Det oplyser den ene part i konflikten samt kilder uden tilknytning til bandemiljøet til DR Nyheder.

Ifølge DR Nyheders oplysninger går aftalen ud på, at de to bandegrupperinger holder sig ude af det, de betragter som hinandens områder, og at de ikke skyder på hinanden.

Siden foråret, da konflikten brød ud i lys lue, har der været 38 skudepisoder i Københavns gader. 25 personer er ramt af skud, og tre er blevet dræbt.

Khalid Alsubeihi er en af dem fra forældregrupperne, der har været med til møder mellem bandemedlemmer.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Han siger ifølge DR Nyheder i et interview på Radio Waih om aftalen:

- Det betyder, at man ikke generer hinanden, man søger ikke konfrontationen, hver passer sit.

Flere personer fra den ene af de to kriminelle grupper er i udlandet.

Men mandag var der ifølge DR Nyheders oplysninger telefonisk kontakt til disse bandemedlemmer, og derfor kunne man på trods af afstanden blive enige om at stoppe striden.

Flere medlemmer fra de to grupperinger sidder dog i fængsel, ligesom der ifølge DR Nyheders oplysninger også er enkelte personer i bandegrupperne, der fortsat er utilfredse.

Derfor kan aftalen være skrøbelig, fortæller flere kilder til DR Nyheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.