Adskillige japanske landsbyer har opgivet planer om at invitere udenlandske OL-atleter indenfor forud for sommerens lege.
Det skyldes bekymringer over utilstrækkelige ressourcer midt i en fjerde bølge af coronasmitte i landet.
Det skriver den japanske avis Nikkei torsdag.
Blandt 528 landsbyer, der har registreret sig som værtsbyer for internationale atleter, har omkring 40 besluttet sig for alligevel ikke at byde atleterne velkommen.
Det skriver Nikkei, der citerer en unavngiven regeringskilde.
Det betyder, at atleterne går glip af adgang til træningslejre og andre faciliteter, herunder kulturudvekslinger, forud for den store begivenhed.
Ibaraki-præfekturets guvernør, Kazuhiko Ooigawa, fortalte onsdag, at han har afvist en anmodning fra komitéen bag planlægningen af OL i Tokyo om at sikre hospitalspladser til atleter.
Guvernøren har begrundet afvisningen med, at han er nødt til at prioritere borgere over atleter.
Kazuhiko Ooigawa mener, at en yderligere udsættelse af legene, der oprindeligt skulle være afviklet sidste år, eller ligefrem en aflysning bør overvejes, hvis pandemien forværres.
Onsdag meddelte det østlige præfektur Chiba, at USA's atletikhold har aflyst sin træningslejr i Japan forud for OL på grund af bekymring for atleternes sikkerhed under pandemien.
Desuden vil udenlandske atleter ikke få lov til at deltage i en testbegivenhed for olympisk BMX freestylecykling, skriver avisen Yomiuri torsdag. Avisen citerer en unavngiven kilde.
Som følge af pandemien er testbegivenheden blevet udskudt fra april til den 17. maj.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) oplyste onsdag, at den støtter japanske tiltag for at håndtere covid-19, og at den er overbevist om, at OL i Tokyo bliver en "historisk" begivenhed.
Trods voldsom kritik har den japanske regering gentagne gange lovet at afholde legene som planlagt fra 23. juli til 8. august.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters