En amerikansk flådekaptajn, som blev fyret efter at have givet udtryk for bekymring over virusspredning blandt sin besætning, er selv testet positiv for coronavirus.
Kaptajn Brett Croziers testresultat er offentliggjort søndag af The New York Times, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker, få timer efter at USA's forsvarsminister, Mark Esper, forsvarede fyringen af kaptajnen.
Esper fortalte ABC, at fungerende flådeminister Thomas Modly har "truffet en svær beslutning" om at fratage Brett Crozier ansvaret for det virusramte hangarskib "USS Theodore Roosevelt".
På et spørgsmål, om at præsident Donald Trump ønskede Crozier fyret, svarede Mark Esper:
- Dette var ministerens beslutning. Han kom og briefede mig. Det var op til ministeren. Jeg sagde, at jeg ville støtte beslutningen.
Fyringen af Brett Crozier er blevet bredt fordømt. Mange iagttagere mener, at det er en urimelig straf at give en respekteret kaptajn, som blot forsøger at sikre sin besætnings helbred.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fyrede Brett Crozier natten til fredag dansk tid.
Beslutningen blev begrundet med, at han havde fejlhåndteret kommunikationen om, hvordan et udbrud af coronavirus spredte sig blandt krigsskibets næsten 5000 besætningsmedlemmer.
- Crozier har udvist yderst ringe dømmekraft midt i en krise, sagde USA's fungerende flådeminister, Thomas Modly, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fyringen kom i kølvandet på et fire sider langt og følelsesladet brev, som Crozier havde sendt til adskillige personer. Heri beskrev han den trussel, som virusudbruddet om bord udgør for de mange tusinde søfolk.
- Vi er ikke i krig. Søfolk behøver ikke at dø, skrev han ifølge AFP i brevet, som blev lækket til pressen.
Hangarskibet, der indgår i USA' flåde i Stillehavet, registrerede det første tilfælde af coronasmitte i forrige uge.
Et par dage efter blev en håndfuld besætningsmedlemmer evakueret fra skibet til et hospital på øen Guam i den vestlige del af Stillehavet.
/ritzau/