TV2 oplyser mandag aften, at forligsmand Mette Christensen har indkaldt alle tre parter i overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte til et nyt stormøde i morgen.
Forhandlere for staten, regioner og kommuner er blevet bedt om at møde op i Forligsinstitutionen klokken 10.00 tirsdag formiddag.
- Det beviser, at hun går efter en samlet løsning. Det er et markant skaktræk fra forligsmand Mette Christensen, siger TV 2's finanskommentator Ole Krohn.
Parterne på det statslige og regionale område var mandag aften samlet til forhandlinger i Forligsinsitutionen.
Topforhandlerne forlod Forligsinstitutionen ved 21-tiden, hvor optimismen ikke lod til at være helt forduftet fra statens topforhandler ved overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte, innovationsminister Sophie Løhde.
- Jeg har ikke opgivet håbet om en aftale endnu, sagde Venstre-politikeren, da hun forlod forhandlingerne.
Mette Christensen viser nu, at hun som forligsmand er villig til at kæmpe til det sidste for at få de involverede parter til at indgå en aftale, lyder vurderingen fra Ole Krohn til TV2.
Han forklarer, at hun ved at indkalde alle parter viser, at det er hende, "der har bukserne på".
Læs Avisen.dk’s dækning af OK18