I vinter sagde han nej til storklubben Chelsea, men nu ser det ud til, at FC Nordsjælland-spilleren Jores Okore alligevel kommer til Premier League.
Ifølge Politiken skal den danske fodboldspiller til Birmingham for at gennemgå en lægeundersøgelse, inden han sætter sin underskrift på en kontrakt.
FC Nordsjælland og Aston Villa er ifølge avisen enige om salgsprisen for Jores Okore, som har kontrakt med de danske vicemestre frem til udgangen af 2016.
Handlen er ifølge Politiken den største i FC Nordsjællands historie, og den skulle indbringe klubben over 20 millioner kroner.
Hvis skiftet går igennem, bliver Jores Okore muligvis klubkammerat med AaB-angriberen Nicklas Helenius.
Den nordjyske klub meddelte tirsdag, at den forhandler med Aston Villa om den 22-årige angriber, som Premier League-klubben ønsker at tilknytte.
Aston Villa sluttede i den forgangne sæson som nummer 15 i den bedste engelske række.
/ritzau/