Storbritanniens udtræden af EU kan måske få konsekvenser for antallet af udenlandske spillere i Premier League.
Ifølge avisen The Times vil Det Engelske Fodboldforbund (FA) i denne uge foreslå de engelske fodboldklubber at nedbringe antallet af udlændinge fra 17 til 12 spillere i hver trup.
FA vil med forslaget have klubberne til at omstille sig til den virkelighed, der rammer dem i marts 2019, når Storbritannien endegyldigt er ude af EU.
Fra 29. marts næste år vil der gælde andre regler for immigration og arbejdstilladelser end i dag.
Hvis FA og Premier League-klubberne ikke finder en løsning, så kan det ifølge The Times betyde, at spillere fra EU-landene i fremtiden får sværere ved at opnå arbejdstilladelse.
Så er det et muligt scenarium, at spillere fra EU skal leve op til de skrappere krav, der eksempelvis stilles til spillere fra Afrika.
I dag har klubberne mulighed for at have op til 17 udlændinge i deres trupper, og det udnytter fem af dem til fulde - blandt andre Manchester City og Tottenham har 17 udlændinge på holdet.
Klubberne har dog mulighed for at omgå udlændingeloftet, hvis de i en tidlig alder tilknytter udenlandske talenter på deres akademier.
Udenlandske talenter, der har været minimum tre år i en engelsk klub, fra de var 16 til 21 år, tæller ikke med i udlændingestatistikken.
Det betyder, at eksempelvis Andreas Christensen i Chelsea ikke er opført som udlænding, da han som 16-årig skiftede fra Brøndby til London-klubben tilbage i 2012.
Premier League er en traditionelt en liga med mange udenlandske spillere. I en spillerunde for to uger siden var blot 62 af 220 spillere fra England.
/ritzau/