Flere danske militærobservatører befinder sig på en FN-base i Libanon, som har været under israelsk beskydning.
Det siger unavngivne kilder til DR.
Basen befinder sig i Naqoura i den sydlige del af landet og dermed på grænsen til Israel.
Ifølge det danske forsvar har man lige nu ti danske officerer udstationeret ved den såkaldte UNTSO-mission.
UNTSO er en fredsbevarende mission, der har hovedkvarterer i Israel, Libanon, Egypten og Syrien. Danmark har bidraget til den siden 1948.
Forsvaret har ikke ønsket at be- eller afkræfte informationen om, at der er danskere på den FN-base, der er blevet beskudt.
Men Forsvarets presseafdeling gør det klart over for Ritzau, at de ti udstationerede officerer alle er i god behold.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bekræfter over for DR, at der er danske observatører, som befinder sig i Libanon. Men han kan ikke sige noget om, hvor i landet de er.
- Jeg kommer ikke til at gå ind i, hvad der konkret er sket, for det har jeg ikke opdateret viden om, siger han til mediet.
Senest fredag oplyste kilder fra FN, at israelske styrker havde affyret skud mod en observatørpost, der tilhører fredsbevarende FN-styrker ved Naquora.
To personer blev i den forbindelse såret.
Hændelsen fandt sted, dagen efter at samme område ifølge FN-organisationen Unifil blev angrebet af Israels militær.
Unifil er FN's fredsbevarende styrker i Libanon.
Organisationen meddelte torsdag, at en israelsk kampvogn havde skudt mod et vagttårn i Naqoura.
Det førte til, at to Unifil-soldater faldt ned fra tårnet og kom lettere til skade.
Israels militær bekræftede efterfølgende, at det havde udført militæroperationer i det pågældende område.
Militæret forklarede, at de fredsbevarende styrker var blevet advaret, inden israelske styrker åbnede ild.
Fredag opfordrer den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, Israel til at holde hånden over de fredsbevarende styrker.
- Jeg har opfordret til at sikre Unifil-styrkernes sikkerhed og koordinere en indsats for at gå fra militære operationer til en diplomatisk løsning hurtigst muligt, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Israels militær erkender, at det fredag har affyret skud i nærheden af et område, hvor FN's fredsbevarende styrker opholder sig, og at to kom til skade i den forbindelse. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge militæret skete det, fordi man besvarede et andet angreb.
Beskydningerne nær FN-basen er blevet kritiseret internationalt siden torsdag.
En af kritikerne er den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).
Torsdag aften sagde han i en skriftlig kommentar, at han så med "dyb bekymring" på meldingerne om skud mod FN-styrker.
- Ethvert angreb mod FN's fredsbevarende styrker er uacceptabelt, lyder det fra ministeren.
- Beskyttelse af fredsbevarende styrker er en forpligtelse, der påhviler alle parter i en konflikt.
/ritzau/