Det er angiveligt lykkedes bjærgningsmandskaber at få et containerskib, der siden tirsdag har siddet fast i Suez-kanalen, så meget fri, at det igen er flydende.
Det oplyser det maritime servicefirma Inchcape Shipping på Twitter tidligt mandag morgen ifølge nyhedsbureauet Bloomberg News.
Oplysningen er ikke bekræftet fra officiel side.
Men kilder i Suez Canal Authority (SCA) oplyser ligeledes mandag morgen til det lokale medie Cairo24, at skibet flyder igen.
Osama Rabie, der er topchef for SCA, bekræfter ifølge Wall Street Journal, at stævnen på det omkring 400 meter lange skib er kommet fri.
- Det er gode nyheder, siger Rabie og tilføjer, at slæbebåde fortsat er i færd med at sikre, at skibet bliver rettet så meget op, at det kan begynde at bevæge sig gennem kanalen.
- Vi er ikke færdige endnu, men det har bevæget sig, siger han.
Han oplyser ikke noget om, hvornår SCA forventer at kunne åbne den 193 kilometer lange sejlrute igen.
Over 300 handelsskibe ligger i kø ved de to indsejlinger til kanalen, som har været lukket siden containerskibet gik på grund.
Blokeringen af vandvejen mellem Det Røde Hav og Middelhavet tvinger rederier til at vælge mellem at vente på en genåbning eller omdirigere skibe til at sejle syd om Afrika i stedet.
Falder valget på den sidste løsning, udløser det både en stor ekstraregning til skibsbrændstof og øger transporttiden fra Asien til Europa med over en uges sejlads.
Egyptens økonomi lider også. Landet mister ifølge nyhedsbureauet AFP 12-14 millioner dollar for hver dag, Suez-kanalen er lukket, oplyser Osama Rabie.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.