Der er forbindelser mellem de tre personer, som politiet i Boston onsdag har anholdt, og Dzokhar Tsarnaev, som var den ene af de to brødre, der udførte bombeangrebet mod Boston Marathon 15. april.
Det siger kilder til det amerikanske medie NBC News.
De tre anholdte skulle have været kammerater, som Dzokhar Tsarnaev havde på University of Massachusetts-Dartmouthden.
Kilderne siger også, at man mistænker de tre anholdte for at have fjernet genstande fra Tsarnaevs værelse.
Der er ingen tegn på, at de anholdte har haft forhåndskendskab til bombeangrebet. FBI skulle have efterforsket de tre over de seneste 10 dage.
Ifølge myndighederne, blev bombeangrebet, der kostede tre personer livet og sårede flere end 200, foretaget af Dzokhar Tsarnaev og hans ældre bror Tamerlan.
/ritzau/