Medie: Ancelotti takker nej til italiensk landstrænerjob

Carlo Ancelotti har fået tilbudt jobbet som Italiens landstræner, men har ifølge italienske medier sagt nej.
Carlo Ancelotti har ifølge flere medier takket nej til at blive Italiens landstræner.
Carlo Ancelotti har ifølge flere medier takket nej til at blive Italiens landstræner. Foto: Charles Platiau/Reuters

Den italienske trænerveteran Carlo Ancelotti bliver ikke Italiens kommende landstræner.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det erfarer flere italienske medier herunder Corriere dello Sport, som skriver, at Ancelotti har fået tilbudt jobbet, men træneren har besluttet sig for at takke nej efter et par dages overvejelser.

Den 58-årige Ancelotti har angiveligt holdt møder med Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) i Rom i denne uge.

Italien har ikke haft en permanent landstræner siden november sidste år, da Gian Piero Ventura blev fyret, efter at det ikke lykkedes at kvalificere Italien til VM i Rusland.

Sverige vandt samlet to playoffkampe over Italien, som dermed er uden for det fine VM-selskab for første gang i 60 år.

Siden har U21-landstræner Luigi Di Biagio været midlertidig træner for A-landsholdet.

Ancelotti har været nævnt som et varmt emne i den seneste tid. Han var senest træner i Bayern München, men blev fyret i september sidste år efter en lidt svag sæsonstart.

Af andre emner er blevet nævnt Claudio Ranieri, der gjorde Leicester til engelsk mester i 2016, Zenit-træner Roberto Mancini og Chelsea-manager Antonio Conte.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.