Interne stridigheder har gennem de seneste år skabt medarbejderflugt fra Sygehus Sønderjylland, som tæller sygehusene i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.
Det er især speciallæger, klinikledere og andre højtuddannede, som har taget flugten, men nu vil en ny ledelse have medarbejderne tilbage, skriver JydskeVestkysten.
- Vi vil bruge alle de redskaber, vi kan komme i tanke om. Hvis vi synes, at der var en dygtig kirurg, som har valgt at arbejde et andet sted end her, så kan det godt være, vi vil forsøge at trække vedkommende tilbage igen. Vi har selvfølgelig et kollegialt hensyn, men vi kan via forskellige kanaler komme i dialog med nogle og sige: "Vi ved, at du er rejst af forskellige årsager. Hvad skal der til, for at du vil vende tilbage igen", siger Sygehus Sønderjyllands administrerende direktør, Peter Fosgrau, til JydskeVestkysten.
Allerede ved den nye ledelses tiltrædelse fik sygehuset den første henvendelse fra en overlæge, men den nye ledelse har også krav, når tidligere medarbejdere henvender sig.
- Hvis de nu har været negativ part i, hvordan situationen har udviklet sig, er det ikke sikkert, at det er klogt at bringe dem tilbage igen, siger Peter Fosgrau til avisen.