Det biologiske pas er ikke verdens hurtigste værktøj til afsløring af dopingsnyd, hvilket den seneste sag mod Denis Menchov er et levende bevis på.
Der skulle gå hele fire år fra han snød, til han blev afsløret, og yderligere et år før han blev dømt.
Derfor fortæller sagen om den nu pensionerede russiske cykelrytter, at der sagtens kan komme flere sager fra tiden før 2010, fortæller den tidligere præsident for Den Internationale Cykelunion (UCI) Pat McQuaid, som igangsatte sagen mod Menchov.
- Det er meget tænkeligt, at ryttere tilbage fra den periode fortsat kan blive fanget. Der kan være værdier fra dengang, som pludselig bliver relevante, når vi tager nye værdier i dag. De kan gå seks-syv år tilbage, og det kan pludselig sætte gang i en sag, siger Pat McQuaid.
Det kan synes meningsløst, at man skal heppe på cykelryttere i dag, hvis der skal gå fem år, før man ved, om de brugte doping til at køre fra alle andre.
Ireren mener imidlertid, at det biologiske pas, som tog fart omkring 2007, er et glimrende værktøj.
Faktisk bedre end direkte test, hvor man tager en urinprøve og meget hurtigt efter kan analysere den og fælde dommen positiv eller negativ.
- Hvad angår tidshorisonten, er det ikke lige så effektivt som en urintest. Men jeg mener, at det er mere effektivt, fordi rytterne bliver bange for at snyde, siger Pat McQuaid.
Og det er ekspræsidentens kongstanke i antidopingarbejdet. Det handler om at afskrække rytterne fra at bruge doping.
I starten tog det lang tid, før det juridiske apparat accepterede, at man kunne dømme atleter alene på grund af udsving i deres blodværdier, hvor idéen er, at man ved at tage en masse test af samme rytter lærer personens eget blod at kende. Det bliver en dom uden fældende bevis.
Når værdierne bevæger sig uden for personens normalniveau, udløser det en alarm i systemet, og passet undersøges så af et panel af medicinske eksperter.
Det biologiske pas har i høj grad været anvendt til at målrette direkte test, så når man ser anormale værdier hos en rytter, så foretager man urintest.
I 2010 havde UCI udarbejdet en liste over alle ryttere, der skulle køre Tour de France og inddelt dem i kategorier fra 0-10, hvor 0 betød ingen mistanke om snyd, mens 10 betød meget suspekt.
Denis Menchov var i top som en nier, og flere af de andre fra listen er også taget, blandt andre Carlos Barredo, som var tildelt et 10-tal.
Der er dog stadig ryttere fra dengang, der fik et ottetal og som kører med i Tour-feltet i år, eksempelvis Jurgen Van den Broeck og Tony Martin.
SPØRGSMÅL: Du går ind for en afskrækkelsespolitik. Var det godt, at den liste blev lækket?
- Jeg synes ikke, at det var en god ting, at den blev lækket. Problemet er, at fortolkningen af dokumentet er svær. Det var et øjebliksbillede. Men folk fortolkede på det, og fortolkningerne er skadelige for sporten, siger McQuaid.
- Men det kan være, at nogle af disse ryttere stoppede, hvad de var i gang med på daværende tidspunkt. Fordi det var for farligt, siger ireren.
/ritzau/