Der er en titel at forsvare, når Europa næste år tager imod USA på Gleneagles-banen i Skotland i den prestigefyldte og traditionsrige Ryder Cup i golf.
Og det bliver ireren Paul McGinley, der skal stå i spidsen for det europæiske hold som kaptajn. Det besluttede den 15 mand store komité - hvor danske Thomas Bjørn sidder med en af stemmerne - i Abu Dhabi tirsdag aften.
46-årige McGinley ved da også, hvad det drejer sig om. Det var ham, der i 2002 sænkede det vindende putt, da Europa besejrede amerikanerne på Belfry-banen i England.
To gange har han været vicekaptajn. Det skete i 2010 og senest i 2012, hvor han bistod den afgående kaptajn, spanieren Jose Maria Olazabal.
Der var hård konkurrence om tjansen, for både Darren Clarke og Colin Montgomerie - der tidligere har stået i spidsen for Europa - var med i opløbet.
Måske hjalp det, at verdens nummer et, nordirske Rory McIlroy, støttede McGinleys kandidatur.
- Det burde være en engangsforeteelse at være Ryder Cup-kaptajn. Alle, der fortjener det, får deres chance og kommer videre. Ville elske at spille under McGinley i 2014, skrev McIlroy på Twitter.
Amerikanerne har allerede valgt deres kaptajn. Det bliver Tom Watson, der vender tilbage på posten igen næste år efter sejren i 1993.
/ritzau/