Brian McFadden kæmper for at få fuld forældremyndighed over sine børn, som han deler med den britiske reality-stjerne og sangerinde Kerry Katona.
Den tidligere Atomic Kitten-sangerinde blev for nylig fanget på kamera, mens hun var i gang med at indtage kokain, hvorefter hun blev anholdt af politiet.
Katona har siden hen undskyldt til sine fans, venner og familier over skandalen og fortæller, at hun skammer sig.
"Jeg ved, jeg har skuffet alle - mine fans, min familie og de mennesker, jeg arbejder med," siger Katona ifølge britiske Daily Star.
Nu insisterer McFadden på at få sine børn, syvårige Molly og Lilly-Sue på seks på fuld tid.
McFadden og Katona blev gift i 2002 og skilt to år senere. McFadden er nu forlovet med den australske sangerinde Delta Goodrem.