En af McDonalds allertravleste afdelinger ligger ved Nørreport station i København. Her er der altid noget at lave om aftenen, når unge vælter i byen eller på vej hjem.
Lige den McDonalds er ejet af selveste McDonalds Danmark og ikke af en forpagter.
Men hvis de unge ansatte troede, at det betød, at de i særlig grad var sikret imod underbetaling og udnyttelse tog de grundigt fejl.
I stedet blev de tvunget til at arbejde hele natten i strid med loven, arbejdede 62 arbejdsdage i træk, fik ikke overtidsbetaling, ligesom der ikke var nogen som forklarede dem om hviletidsbestemmelser og andre rettigheder, skriver Ekstra Bladet.
De unge, det det gik ud over, er mellem 16 og 21 år. Da samtaler med McDonalds ikke nyttede noget, og efter at to af de unge ansatte besvimede af varme og udmattelse under en vagt, henvendte de unge sig til fagforeningen 3F. Og nu har fagforeningen indgået et forlig med McDonalds på de unges vegne.
Erstatningen bliver på 560.000 kroner for blandt andet manglende overtidsbetaling. Helt præcist hvor meget McDonalds skylder hvert enkelt medarbejder, er ifølge Ekstra Bladet umuligt at gøre op. Det var registreringen af de enkeltes arbejdstid for dårlig til.